A-mennesket går altid hjem præcis når han/hun har fri.


Ja det er en påstand jeg tillader mig at komme med af flere grunde. Men det er også en måde at nedbryde evt. fordomme om dem, som tillader sig at gå hjem når de har fri.

Jeg arbejdet et sted hvor der er så meget arbejde, at vi i teorien kunne arbejde i døgndrift og stadig ikke nå helt i mål. Skal man så bare tage overarbejde hele tiden og altid lægge mange flere timer, end det der står i ens kontrakt?

Nej. Jo mere tid du arbejder jo større er chancen også for at du kører træt, kører død og laver fejl eller går helt ned med flaget. Så hvor meget skal man så arbejde over? Jamen jeg synes faktisk aldrig man bør arbejde over, med mindre man har en absolut deadline på noget, som man ikke er færdig med. Og selv her vil jeg mene, at god planlægning og godt teamwork, gør at man kan nå det meste inden for normal arbejdstid.

Og nu kommer det med A-mennesket
Jeg er A-menneske. Mit vækkeur ringer derhjemme kl. 6 og det er også der jeg står op. Jeg er vågen og på når jeg står op og har ikke brug for en halv time med en kop kaffe eller lignende for at være på. Drikker faktisk slet ikke kaffe. Når jeg kommer på arbejde, (gerne en times tid før mine kollegaer) så arbejder jeg effektivt stort set hele dagen. Jeg forsøger at undgå overspringshandlinger og lægger min energi i mit arbejde.

Det betyder så også at når vi nærmer os kl. 16, så er jeg træt. Mit hoved et fyldt op. Jeg har brugt min energi og nu skal jeg hjem og bruge de sidste få vågne timer med min familie. Så jeg går hjem kl. 16.00. Med transporttid er jeg først hjemme 16.45. min datter går i seng 19.30. Det er små 3 timer vi har sammen, hvor der også skal laves mad, læses lektier og andet praktisk. Kl. ca. 21.30 er jeg godt træt og går i seng.

B-mennesker forstår det ikke
Nogen mennesker arbejder altid over og synes måske det er lidt unfair, når A-mennesket tillader sig at gå hjem til tiden. Det er som regel B-mennesket der først lige skal vågne og som gik i seng kl. 23.45 dagen før og stadig ikke er helt op i gear kl. 10 næste formiddag. Og fint nok, arbejd I bare videre hvis det passer ind i jeres døgnrytme. Men I må altså ikke blive sure på os andre, der bare rigtig gerne vil have lidt ud af de sidste vågne timer vi har sparet sammen den dag, og derfor går hjem til tiden.

Sæt pris på dit A-mennesker og accepter at han/hun går hjem når de har fri, så får du helt sikkert mest muligt ud af din medarbejder.

Og selvfølgelig er der nogen der ikke passer ind i mine kasser her. Dette er blot min personlige observation af det. Der vil helt sikkert være A-mennesker der siger at de gerne arbejder over eller arbejder sent, men det er nok ikke det optimale for dem.

Her er lidt inspiration til det med ikke at arbejde sig ihjel.