For en gangs skyld vil jeg komme med et lidt mere personligt indlæg. Et indlæg der handler om, hvor svært det faktisk kan være, at begå sig på netværksfronten, hvis man som mig lider af lettere ansigtsblindhed…

Ansigts-hvad-for-en-snegl? Ja altså det der med at være ekstremt dårlig til, at genkende folk, det har faktisk en betegnelse, der hedder ansigtsblindhed.

Den er god nok, Google det og bliv klogere….

Jeg kan dog trøste mig med, at jeg ikke er så hårdt ramt, at jeg ikke kan genkende billeder af mit eget barn. MEN jeg har svært ved at genkende nye mennesker, som jeg ser et andet sted end jeg plejer at se dem. Eks. hvis jeg møder en kollega, jeg kun har arbejdet sammen med et par uger på gaden, så kunne jeg godt være i tvivl om hvem han/hun var.

Eller hvis jeg går forbi en “kendis” på gaden, jeg ser næppe at jeg er gået forbi vedkommende. Og alle andre himler op om at de lige så den og den og jeg står tilbage og tænker, hvor?

Når man så lever i en visuel verden, hvor man gerne skulle møde nye mennesker og netværke på kryds og tværs, så er man faktisk lidt handicappet. For det kan være ret svært, at gå hen til en man tror man har set før, men ikke kan huske hvor man har set. Og endnu værre, hvis en person kommer hen til mig og taler, som om jeg kender vedkommende, og mit hoved er ved at springes, fordi jeg ikke kan huske, hvor jeg har mødt vedkommende før.

Det er lidt af et handicap. Men jeg arbejder med det, og er blevet bedre med årerne til, at noter mig ting om folk, så jeg kan kende dem igen. Det hjælper eks. tit når jeg høre deres stemme og måde at tale på.

Hvilket også er en hentydning til diverse “kendisser” på gaden, kunne I ikke lige tale lidt når I går forbi mig, så jeg ved hvem I er…

Og skulle du kende mig og møde mig, og jeg måske ser lidt søgende ud, så er det nok fordi jeg er ved at bryde hjernen med, hvem du er og ikke fordi jeg vil være underlig eller uhøflig. 😉