For snart et par måneder siden faldt jeg over et opslag på Facebook hvor man søgte deltagere til nyt underholdningsprogram på TV2 Zulu. Jeg skrev til dem, med den tanke at jeg nok næppe hørte fra dem. Men de ringede alligevel til mig og en lang snak blev til at jeg sagde ja til at være med i programmet.

Jeg gjorde mig mange overvejelser, men mest af alt tænkte jeg at det ville blive en sjov oplevelse og muligheden for at prøve noget helt nyt. Min nærmeste chef var støttende og ikke mindst begejstret og syntes det var mega fedt. Dejligt med optur. Men stort set samtlige andre jeg talte med, mødte mig med negativt eller mistroisk syn på projektet.

Pas nu på du ikke blive udstille som dum på tv.

Du ender som et dårligt meme på internettet.

Hvad nu hvis de tager røven på dig?

Har du tænkt på det kan blive genudsendt mange år efter?

Vil du gerne være kendt men ikke anerkendt?

Osv. osv. Det gjorde mig naturligt pisse nervøs og det endte med at jeg selv blev skeptisk og tænkte at det nok var en dårlig idé. Men jeg besluttede mig faktisk for at lytte til min første indskydelse om at få en god oplevelse. Så jeg endte med at skrive under på aftalen og møde op til programmet, som jeg forinden var blevet breifet godt om. Jeg vidste hvad der skulle foregå og jeg havde skrevet under på at jeg vidste det.

Der var, da programmet gik i gang, alligevel et par små overraskelser, som jeg ikke synes jeg var blevet forberedt helt på. Men jeg forstår at det er en del af tv og det var egentlig ok. Jeg kan 100 % stå inde for alt det jeg har sagt på tv og jeg mener ikke jeg er blevet udstillet eller gjort til grin. Jeg følte mig som den mest normale blandt de andre 3 deltagere.

Og her der så det slår mig. Måske er jeg mindst ligeså tosset som de andre der stillede op. Jeg stod jo trods alt der ligesom de gjorde. Dog kunne jeg fornemme at vi alle havde sagt ja ud fra vidt forskellige grunde. Den ene ville gerne være kendt på tv, og så det som en start på at lave mere tv. Den anden havde allerede været på tv og var sådan lidt blevet lokket til at være med igen. Den sidste havde også været på tv, men havde også en sag han brændte for at få udbredt og så en mulighed her. Jeg var der kun for at få en god og anderledes oplevelse.

Alt i alt var det vildt sjovt. Det var professionelt. Dagen var super god. Det blev en fed og anderledes oplevelse. Man tog sig godt af os. Jeg er super spændt på hvordan programmerne bliver taget imod af seerne, her slut oktober når de begynder at blive sendt.

Programmet havde ikke kun os 4 ukendte deltagere med, men også to hold bestående at kendte (ok lidt semikendte) mennesker med. De var skide søde alle sammen, det korte tid vi fik lov at hilse på dem.

Da de kendte deltagere hilste på os efter programmet, sagde de at de synes vi var meget modige. Der, lige der tænkte jeg: Måske er vi bare snotdumme? Måske er vi bare så socialt handicappede at vi ikke selv kan se, at vi lige er trådt ind i kategorien ”taber på tv”. Deres rosende ord føltes derfor lidt som det modsatte.

Kort efter blive vi skyllet ud med skraldet. Ført ud af rummet. Fik et håndtryk, tak for i dag og så er det ellers der udgangen er. De kendte skal lige lave pressearbejde. Men jer statister, I er færdige, tak for nu. Jeres moment er ovre. Farvel. Sat lidt på spidsen selvfølgelig.

Kunne det her skade min fremtidige karriere? Det kunne det sikkert godt, men på den anden side er det her den jeg er. Jeg er en person der kunne finde på at stille mig op i tv og fortælle om mig selv. Det er mig. Ærlige mig, åbne mig, udfarende mig. Det er den type jeg er. Nogen vil lade sig skræmme, andre vi finde det fantastisk.

Så nu er jeg her, venter på min skæbne. Venter på det færdige program. Frygter lidt for teaserne der kommer. Gider ikke bekymre mig. Gider ikke tænke åh nej hvad har jeg gjort. Trykker på pyt knappen og siger YOLO fucking YOLO. (Det er det de unge bruger om sætningen: You only live once)