Som ejer af et vandrerhjem er det klart jeg følger med i debatten om den ønskede turistskat fra en gruppe Bornholmere, der synes at vi drukner i turister og nu kan øen da ikke holde til flere.
I 2020 og 2021 druknede Bornholm i turister da coronaen gjorde at de ikke kunne rejse sydpå. 2022, 2023 og det vi har haft af sæsonen i 2024, ligner tidligere år. Der er altså ikke kommet et kæmpe turistboom.
Turistskat indføres steder i verden hvor mængden af turister er så stor at det gør skade på det sted de besøger. Hensigten med turistskatten er at begrænse mængden af turister.
På Bornholm ønsker hverken, kommunen, erhvervslivet, os i turistbranchen samt destination Bornholm at begrænse turisterne. Tvært i mod arbejdes der hele tiden på at fastholde dem vi har, samt at få flere af dem til at komme udenfor sæsonen.
Ja her i Sandvig hvor mit vandrerhjem er, der er tryk på i juli måned. Ligesom der er i Gudhjem og Svaneke og de andre populære små steder hvor turisterne elsker at kommer. Men det er 4 uger det drejer sig om, ud af årets 52.
Hos os lever vi primært af lejrskoler og vores forretning kan ikke overleve uden dem. Her betyder hver en krone noget for de stramme budgetter som kommunerne giver skolerne til lejrskole. En turistskat på bare 10 kr. pr. person pr. dag ville få betydelige konsekvenser for hvor skolerne vælger at tage på lejrskole. Vi skal huske at Danmark er fyldt med rigtige mange smukke steder som Bornholm konkurrer med.
Ingen lejrskoler vil sandsynligvis betyde, intet arbejde til mine medarbejdere, ingen NaturBornholm, intet Middelaldercenter, ingen Brændegårdshave osv. Samt ingen arbejde til håndværkere da vi ikke har råd til at renovere.
Turisme er vigtig for hele Bornholms økonomi og hvis det betyder at jeg som indfødt, herboende og skattebetalende på Bornholm skal køre langt uden om Gudhjem i sommermånederne, så gør jeg det med glæde. Der er også smukt i september.