Jeg ELSKER brownies, men mest når jeg selv har bagt dem, så kan jeg nemlig få dem lige som jeg elsker dem. Her er den meget nemme (ikke lette for de er absolut ikke slankende) opskrift på MINE favorit brownies.
Til brownies skal du bruge:
- 250 g smør
- 150-200 g mørk chokolade 70 eller 80 %
- 4 æg
- 250 g sukker
- 150 g hvedemel
Fremgangsmåde:
Smelt smørret i en gryde sammen med chokoladen. Jeg plejer at lægge klumpen med smør nederst, og så chokoladen ovenpå i store stykker. Drej et par gange med gryden når det er ved at være smeltet.
Imens smørret og chokoladen smelter, vejer du sukker af, og pisker det sammen med de 4 æg. Jeg plejer at slå dem ud i en lille skål for sig selv, så jeg undgår skaller, og så kan jeg gøre det på forhånd.
Held nu forsigtigt smør og chokolade i æggesnapsen imens du røre godt. Herefter tilsæt melet og rør igen.
Kom dejen i en lille bradepande med bagepapir og i en forvarmet ovn på ca. 175 grader.
OG NU KOMMER DET SVÆRE!
En brownies skal nemlig helst være “klæg” så den klistrer til gangen, og er let ubagt i midten. Og her må man prøve sig frem. Jeg vil starte på 20 minutter og hvis den bliver for blød, så ved du det til næste gang og giver den 25 minutter. Omvendt hvis den er bagt for meget, så giv den 15 minutter næste gang.
Noter til brownies opskrift:
Jeg kommer ikke nødder i, for det synes jeg lidt tager den dejlige chokolade smag. Men er man til nødder så skal der ca. 200 gram til denne opskrift.
Der behøver hverken at komme bagepulver, kakaopulver eller vaniljesukker i når man laver kagen med rigtig chokolade. Gør dig selv den tjeneste, at køb noget af en god kvalitet.
Det bliver noget bøvl med en smurt form, så brug altid bagepapir, også selvom det giver nogle triste kanter.
Hvis du er til de der brownies, der har en lidt sprød skorpe på kanterne, skal du skære kagen ud og dele stykkerne fra hinanden, lige efter du har taget den ud af ovnen.
Bagetiden variere alt efter hvor stor en form man bruger, og hvordan ens ovn er. Hvis din form er lille, og kagen derved høj, skal der lidt mere tid til.
Denne brownie er ikke en børnevenlig kage, da den smager meget af den gode chokolade, og det er ikke alle børn der synes det er et hit.